- 1 stk. svineslag
- 5-6 spsk. salt
- 2 tsk. nitritsalt
- 400 g skalotteløg
- 3-4 spsk. stødt peber (Efter smag)
- 2 tsk. allehånde
- 3-4 blade husblas
- evt. 1 smule suppeurter til kogning
Bed slagteren om et svineslag uden svær. Han skærer det gerne ud, så det er lige til at bruge, men ellers er det ikke svært at gøre selv. Du skal blot trimme slaget, så det bliver nogenlunde rektangulært og ikke for tykt, for så bliver rullepølsen for stor i det. Det, du skærer fra, kan du bruge i en frikadellefars.
Når det er klart, skal det veje ca. 1,2-1,5 kg. Så skal slaget saltes. Hvis du kan få fat på lidt nitritsalt, bliver rullepølsen pæn og lyserød, men det betyder ikke noget for smagen. Drys indersiden af slaget med nitritsalt og derpå en godt lag almindelig salt. Vend slaget og drys også det med rigelig salt. Læg slaget i et fad, dæk det til og sæt det på køl i 2 døgn. Tør derpå slaget af og læg det med indersiden opad.
Fordel først finthakket skalotteløg og derpå fint malet peber over det hele. Læg til sidst 3-4 blade husblas øverst, så holder pølsen bedre sammen. Rul slaget som en roulade og snør den. Bind stramt rundt om den ene ende, og før så garnet hele vejen rundt om pølsen på den lange led. Sørg for, at sammenføjningen vender ud til en af siderne og ikke opad. Snør så rundt om pølsen med en tommes mellemrum og hæft til sidste ende.
Læg pølsen i en passende gryde, kom 1 tsk. nitritsalt i kogevandet og lad den simre i ca. 3 timer. Vandet skal bare lige skælve. Tilsæt evt. lidt urter til kogevandet, det skader bestemt ikke. Når pølsen er kogt færdig, skal den presses.
Hvis du ikke lige ejer en rullepølsepresse, kan du f.eks. bruge en rugbrødsform. Husk igen, at sammenføjningen skal vende ud til siden, når pølsen er i pres. Læg et passende bræt over og noget tungt ovenpå. Lad den stå sådan, til den er afkølet, og lad den så hvile i køleskabet natten over. Stykket kan sagtens deles og fryses ned.